12. etape Tour de France 2021

12. etape Tour de France

Torsdag 8. juli er det igen sprinternes tur, når Tour de France bevæger sig gennem den fantastiske Gorges de l’Ardèche. Her skal rytterne ud på 161 forholdsvis flade kilometer fra Saint-Paul-Trois-Châteaux og til Nîmes, hvor der er mål. Afslutningen er flad som en pandekage, og derfor er det en dag for de tunge sprintere.

Saint-Paul-Trois-Châteaux er vært for den fjerde start af en Tour de France-etape i det sidste årti, men landsbyen med 8.000 indbyggere har dog aldrig været målby for Touren.

Det har etapens målby Nîmes til gengæld.  Det sidste årti har Touren nemlig været forbi byen to gange med en afslutning. I 2014 lignede det længe en udbrudssejr til Jack Bauer, men til sidst var det Alexander Kristoff der i en tæt massespurt kunne spurte sig til sejren. I 2019 blev det også afgjort i en massespurt. Denne gang var det noget tættere. Her var Caleb Ewan den hurtigste og besejrede Elia Viviani og Dylan Groenewegen i en tæt spurt.